Halsnæs Kommune forbereder en ny spildevandsplan 2020 – 2030.
Her vil der være særlig opmærksomhed på de ukloakerede sommerhusområder, hvor der er nedsivning af spildevand og tagvand.
Det drejer sig især om områder med høj grundvandstand, steder hvor der er risiko for forurening af drikkevandsboringer, steder hvor der sker udledning til fjord og hav, og endelig steder hvor der skal tages andre miljøhensyn.
De fleste nedsivningsanlæg blev lavet, da husene kun blev brugt i kortere perioder og hvor der kun var indlagt koldt og varmt vand.
I dag bliver sommerhusene brugt meget mere, der er øget helårsbeboelse og mange sommerhuse lejes ud, nogle steder bygges og indrettes store huse, udelukkende med udlejning for øje.
Der er indrettet bad og mange steder er der også vaske- og opvaskemaskiner.
De gamle anlæg kan, under disse forhold, ikke fungere optimalt og lovligt. Nedsivningsanlæg har typisk en levetid på 20 – 30år.
Mange steder er det gået galt og anlæggene er holdt op med at fungere eller er stoppet helt til. Man har forsøgt sig med forskellige løsninger, der ofte er utilstrækkelige og som ikke lever op til nutidens rensekrav.
Med en ny spildevandsplan vil der, i de udsatte områder, blive stillet krav om kloakering eller lovlig nedsivning.
For at forebygge, at nogle bruger penge på noget, som inden for en kort årrække vil blive krævet ændret, har vi udarbejdet dette notat.
Notatet kan bruges som en vejledning.
Der er i dette ikke taget stilling til ulemperne ved større gravearbejder sat i forhold til omkostningerne ved f. eks. tømningstanke m. m..
Men – under alle omstændigheder – undersøg det hele grundigt inden I går i gang.
Og brug altid autoriserede kloakfirmaer og indhent gerne flere tilbud.
Det følgende er en kort beskrivelse af nogle af de elementer, der indgår i private anlæg og lidt om deres funktion:
Tidligere blev spildevandet delt op i ”sort spildevand”, vand fra klosettet,der gennem en septiktank blev ledt til nedsivning og ”gråt spildevand”, som er det andet fra husholdningen, som via en køkkenbrønd/fedtbrønd bliver ledt til nedsivning. I dag skal alt spildevand ledes gennem en bundfældningstank inden nedsivning.
Køkkenkloak eller fedtbrønd
Brønden modtager det grå spildevand, i brønden aflejres fedt og andre stoffer. Disse brønde skal derfor renses jævnligt, da fedt m. m. ellers vil løbe ud i selve nedsivningen og tilstoppe denne.
Det er her de fleste begår fejl, man skyller alt for meget fedt og urenheder ud i vasken, det skal tørres af og i skraldeposen. Man glemmer ofte det ubehagelige arbejde, det er at rense brøndene.
Septiktank
Brønd med tilløb og afløb i T-rør. Der foregår en biologisk omsætning og der bør kun tilledes vand fra klosettet, sort spildevand.
Vandet fra køkken og maskiner, gråt spildevand, indeholder så meget kemi, at det dræber bakterierne.
Trixtank /bundfældningstank
Tank i glasfiber der er inddelt i flere kamre, og har samme funktion som en septiktank.
Sivebrønd
Modtager vand fra køkkenbrønd og septiktank/trixtank, sider og bund er porøse så vandet kan sive ud i jorden. Mange steder ledes tagvandet også til sivebrønden.
De fleste sivebrønde har i dag ikke tilstrækkelig kapacitet.
Ved nybyggeri eller ændringer af boliger, hvor spildevandsmængden ændres væsentligt, skal der laves helt nyt anlæg, (nedsivning eller minirenseanlæg).
Der er ikke (lovligt) etableret sivebrønde siden 1981.
Rensebrønd/sandfang
Skal være foran alle nedsivningsanlæg, det er en dyb brønd, hvor de sidste urenheder kan bundfælde sig og blive renset op.
Faskiner
Må i dag kun anvendes til nedsivning af tag- og overfladevand, tidligere bestod de af et hul i jorden, der var fyldt med sten eller andre materialer.
En ny form for faskiner, biobokse, er udformet som en kasse af plastmateriale, de har mange hulrum og er meget effektive og kan anbringes i forlængelse af hinanden.
Nedsivningsanlæg
Er i dag det eneste lovlige til nedsivning af spildevand, det er et meget effektivt system af flere porøse rør eller slanger, der er nedgravet i forskellige niveauer.
Nedsivningsanlæg kræver megen plads, så det kan til tider, på grunde med store niveauforskelle, være nødvendigt via en pumpebrønd at pumpe vandet op til nedsivning
Pumpebrønd
På steder med store niveauforskelle kan det være nødvendigt at indsætte en pumpebrønd i systemet.
Tømningstank/samletank
Kan være en mulighed, hvis huset ikke bruges så meget eller hvis man vil undgå større gravearbejder. Tanken modtager alt spildevandet og tømmes efter behov eller i terminer.
Nedsivningsanlæg er meget dyre at etablere, så hvis det nuværende anlæg ikke kan eller må fungerer, kan man som en overgangsordning og indtil endelig løsning er bestemt og krævet iværksat, for ca. 14 000 kr. få nedgravet en tømningstank, en tømning koster ca. 1 400 kr.
Tømningsordning
Septiktanke, trixtanke og bundfældningstanke skal tømmes, ved sommerhuse hvert andet år, helårsbeboelse hvert år. Der er mange misforståelser vedr. dette så læs mere om det under Halsnæs Forsyning.
Minirenseanlæg
Kan være en løsning, hvis huset bruges meget, eller hvis flere parceller kan gå sammen om at drive et.
Da der bliver udledt rent vand, er kravene til nedsivningen ikke så skrappe, og der er ikke så stor fare for tilstopning.
Prisen på disse anlæg er faldet betydeligt i de seneste år. Søg på minirenseanlæg og se rensekrav, funktion og priser.
Tag – og overfladevand er en stor belastning for nedsivning anlæg, man kan derfor med fordel afskære det og nedsive det i særlige faskiner eller lede det ud på jorden
(Med gennemsnitsnedbør vil der på et tag på 100 m2 falde ca. 60 000 l).
Andet
Alt arbejde med husspildevand skal udføres af autoriseret kloakmester.
Man må gerne selv etablere faskiner til nedsivning af regn og overfladevand.
Man skal søge kommunal tilladelse til nedsivning af husspildevand og tag- og overfladevand.
Man kan søge om tilladelse via www.bygogmiljø.dk.
Opslag på Teknologisk Institut:
”Rørcenter-anvisning 016”, (anvisning af håndtering af regnvand på egen grund)
”Forundersøgelser – til nedsivning af regnvand”.
”Vedligehold af private kloaker”.
Giver en fuldstændig anvisning på håndtering af vand på private arealer.
Opslag på Halsnaes Kommune: ”BY ERHVERV KULTUR OG MILJØ – NATUTR OG MILJØ – spildevandsplan”.
Giver et overblik over spildevandsplanen.
Opslag på Halsnæs Forsyning: Spildevand.
Giver overblik over forløb og teknik ved tømningerne.
Da dette kun er en vejledning kan det blive nødvendigt med yderlige oplysninger – spørg:
Vedrørende gravearbejde og kloaker – Autoriseret kloakmester
Vedrørende spildevandsplan og spildevand på egen grund: Halsnæs Kommune 47 78 40 00 spørg efter Nicole Madsen eller nicbm@halsnaes.dk .
Vedrørende spildevand udenfor egen grund, tømning m. v.: Halsnæs Forsyning – Andres Abildgaard – ANAB@HNF.DK – 21 12 34 69
Andet evt. O. A. K. Nielsen – oak@privat.dk – 47 74 69 46